Nettet blev hendes skæbne – Ditte Blogman

ANMELDELSE: Dejlige Ditte meningsblogger frejdigt og naturligt, næsten som om hun aldrig havde været Facebook Bitchen. Det giver os håb om at også fodboldtossen får et værdigt comeback. Ditte Okman skriver røven ud af de fleste bukser – og forener morgen-tv med Blogcity på sin egen, enestående vis.

Ditte Okman udførte et tekstbogs-værdigt comeback i medierne. “Jeg var ikke ond, men dum,” lyder forklaringen i Alt for Dullerne. En præmis, stort set alle andre hyggemedier åd råt. Og så var Ditte Okman blevet Ditte Blogman med fast plads på morgenfladen og udsigt til et liv som sød kändis. Voila, fra Facebook Bitch til folkelig Menings Mama.

Ditte Okman er jo sådan en smule fantastisk. Sød og dejlig og lidt naiv som hun sidder så henslængt på fjerneren og smiler med sin brede mund til os alle sammen indtil flere genudsendte gange hver morgen. Efter den megakoloenormtgigantiske facebookfadæse ville hun leve at blogge, kundgjorde hun efter sit landskendte flyverskjul.

Hvis du ikke helt husker fadæsen, som var årsagen til, at Ditte lå på bunden at en tønde og rystede (eller hvad hun nu lavede) i mange, tavse måneder, så får du en recap her. Husker du det, så kan du springe de højrestilede afsnit over:

En eller anden mente i sin tid, at Ditte Okmans baggrund som sladderjournalist ville være en lykke for partiet Venstre. Og så var hun ansat i kommunikationsafdelingen på Christiansborg, en afdeling der i øvrigt bestod – og består – af superseje proffer, som aldrig pisser hverken ved siden af eller i egen rede. Det er driftsikre mennesker med stor faglighed, mennesker man kan regne med ved hvad de gør.

Dét er nok en kende mere, end man kunne sige om Ditte, da hun på Facebook skamsvinede en kantinedame på sin nye arbejdsplads. Udgydelserne var af den særligt grove karakter og fik senere en del mennesker til at gætte på, at Ditte var inde i Bitterfissen Bethany. Mens – kan vi forstå – stort set alle mennesker, der er noget på nettet, selvfølgelig for længe siden havde regnet ud, at Bitterfissen ikke er Okman, men Veronica; de holdt det bare for sig selv og det var først efter Veronica havde udblogget sig selv, at de sagde “ha, hvad sagde jeg” (men de sagde jo ikke noget – før).

Sammenligningen mellem Veronica-fissen og Venstre-klokkeman var sprogligt ikke ved siden af. “Fucked up medicineret psykisk syg” kaldte Ditte sin Christiansborg-kollega og var forarget over, at hun “helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv.”

Og så rullede det rituelle Christiansborg-sjow. Vestres politiske fjender skyndte sig at udlægge det hele som et udslag af Venstres dårlige moral og man kan jo tydeligt nok se, at der er slemme mennesker i dét parti. Virkeligheden var nok blot den, at Ditte Okman ikke havde den rette støbning til et job som medarbejder i et regeringsbærende partis presseafdeling.

Midt i orkanens øje etablerer Mette Walsted Vestergaard (th) for første gang Ditte Okman (tv) som en, det er synd for.

Venstres kommunikationschef skyndte sig at fortælle, at Ditte var på ferie med kæresten, men dukkede samme dag alligevel op på Christiansborg for at undskylde overfor den fucked up-kollega. Med sig havde hun sin egen spinsygeplejerske, Tv-Avisens Mette Walsted Vestergaard, som er kommunikationsuddannet på RUC.

Vestergaard forsøgte at forhindre andre journalister i at passe deres arbejde og havde held med at slå en ny tone an, nemlig at det var Ditte, som var den krænkede part: “I filmer hende ikke. Man slår ikke på folk, som ligger ned. Det gør I bare ikke,” blev DR-journalisten citeret for at have sagt som forsvar for  veninden.

I dagene efter rullede historierne videre om Dittes personangreb på Facebook. Frank Jensen, Vibeke Storm Rasmussen og selv andre journalister – uha – havde hun tidligere hældt en sproglig gang lort ud over, kunne bl.a. Politiken dokumentere. Ditte Okman sendte straks sig selv hjem for good.

Om begivenhederne dengang skriver hun på bloggen: “Blev senest udskreget til Danmarks ondeste spindoktor. Var dog kommunikationskonsulent for Venstre.” Suk. Nej, det tror jeg ikke, du blev ‘udskreget som’. Men jeg tror en del synes, at de bemærkninger, du udskreg på Facebook, var onde, Ditte.

Her er den Facebook-opdatering, der blev for meget for Dittes fremtid som ansat i Venstre.

Tilbage til det, vi kom her for – en anmeldelse af Ditte Okmans Blog.

Ditte Okman havde i 2010 fået en pause fra livet og hun sad derhjemme i opsigelsesperiode og undertøj og tudede sig frem til, at hun ville være karriereblogger. Det med at sidde og tude i undertøj fortæller hun i et af de rigtigt mange interview, der bagefter skulle være med til at etablere en ny fortælling om Ditte.

Ditte skældte ikke kun ud på andre mens hun skulle kommunikere for den daværende statsministers parti, hun var også ligeglad med de fattige og hoverede over selv at skulle betale mindre i skat. Her hendes Facebook i 2010.

Lad os bare med det samme slå fast, at historien har et lykkeligt nu. Ditte Okman og hendes RUC-venner havde held med – og dygtighed til – at etablere en ny fortælling, som byggede videre på en påstand om, det var synd for Ditte.

Vi ved stadig ikke, hvad det var, der var synd. Men Ditte havde synd-for-faktor. Og det er egentlig  rimelig godt gået først at syde og svovle som et verbalt svin – og hurtigt derefter skifte ham til et lille nuttet lam.

Det viste sig, at feel good-tv, dameblade og søndagsredaktører alle kunne overtales til at være råsultne efter en historie om, at det havde været voldsomt for den lille Ditte og det jo kunne være superinteressant at bringe artikler og indslag, der hverken var researchede i meget over en time eller havde andre kilder end Ditte Okman. Én-kilde-historie hedder den faglige term. Som er et musehår bedre end den faglige betegnelse luderjournalistik.

I stedet for at arbejde på Christiansborg ville Ditte blogge. Og tjene penge på det. Hun kunne omtale ting og sager, mente hun. Det ser nu ikke ud til, at hun nåede at få mange kunder, som ville betale for omtale.

Måske fordi Facebook Bitchen Anbefaler Wella ikke er den bedste reklame? Tanken kan da overvejes.

Til gengæld demonstrerede Ditte, at grunden til, at hun i sin tid valgte at søge mod journalistfaget, jo nok er, at hun skriver skidegodt. Det er ikke lige sprogkundskaberne, hun fik mest brug for i sit tidligere job som kändisreporter, og det var næppe heller den sproglige leg, de efterspurgte mest i Venstre. På en blog har sproget det ofte med at styre og tage over; på bloggen er der ofte ikke mange andre formål end at fyre sig selv af sprogligt. Og det har Ditte gjort godt i en smuk opblanding med hendes personlighed.

Så godt, at Ekstrabladet har føjet hende til kredsen af tv-anmeldere, et job som før var beskåret tidligere chefredaktører og andre vægtige meningsmennesker. Og fra Ekstrabladets lille tv-spalte er hun vokset ind i Go’morgen Danmark, hvor hun forkæler os med sin store viden om programmer på tv-stationer, der kræver den store pakke eller rigtig dejlig meget tid til at lave ingen ting i de rigelige reklamepauser.

På bloggen mener hun meget om tv. Og om debatter, andre fører. Og om den slags aktuelle sager. Der er ikke en klar rød tråd i materialet, andet end at det er godt, nærværende og sjovt skrevet. Vi får ikke så mange flige løftet ind til Dittes store følelser og livsbegivenheder, men ved dog, at hun er gift og glad. Og hendes blog er da også i kategorien “meningsblog” uden på nogen måde at være en politisk platform (det håber vi da ikke, men alle veje kan jo føre til politik – og journalistisk).

Kast også øjet på bloggens visuelle set-up. Her er tale om et af modeblogger- og kvartkendissammenslutningen Bloggersdelights værker. Ditte, du fortjener bedre. Hvorfor har din blog flere skrifttyper i spil end på en 1-2-3-hjemmeside-side? Nogle er gået amok i muligheder og endt med grafiske umuligheder, det sgu ikke i orden.

Foroven får vi et sødt billede af Ditte i Central Park, så vi kan fornemme, at her er et menneske med udsyn (eller hvilke værdier, vi tillægger besøg i New York). Ovenover Dittes New York-billede står en annonce, som meget tit er kortere end Ditte-billedet, der er valgt til at være 980 pixels – hvilket nogle af annoncerne også er, men mærkeligt nok ikke alle.

Med de smallere annoncer bliver billedet og annoncen tilsammen en trappe, hvor øverste trin banker mod browserkanten. Det har hverken læsere eller annoncører gavn af. Også nede på sidens kifter annonceformatet, så det ikke passer til sideformatet. Der findes så mange gode løsninger til at integrere flere forskellige annonceformater på samme side, ingen af dem virker til at være kendt på Bloggersdelight-netværkets kontor. Suk.

Det er synd for Ditte, at hun er i kløerne på så klumpedumpede mennesker.

Det trækker ned i anmeldelsen, at det grafiske udtryk er uprofessionelt. Lidt WordPress og et af de mange tusindvis af gratis themes kan gøre det væsentligt bedre.

Men fordi sproget er knaldgodt.

Og fordi Ditte Okman viser os, at humlebier kan flyve og at der her i verden er plads til dumheder, hvis man angrer og tuder over dem i undertøj.

Og fordi Ditte har lavet et flot spring ind i Blogcity.

Så lyder Anmelderens samlede bedømmelse:

\\\\\

Bloganmelder giver Ditte Blokman fem ud af seks backslash.

Hvad: ditteokman.dk
Hvor: http://ditteokman.dk/
Udgivet siden: 2011.